Efter lang tids overvejelse, har jeg vist helt overgivet mig til, at jeg bliver nødt til at bruge min person, når det kommer til min 'kunst'. Så jeg tænkte jeg ville smide mine indramninger forbi Grisk, og trak afsted med 4 værker under armen. Vestergade er altid dejlig i solskin. I dag var der to sole. Der kommer en ung pige imod mig, som reagerer på mig - en del. Det går op for mig, at det er Freja. Jeg er normalt helt ustyrlig med ord og god til at bruge dem. Men jeg fattes de rette lige nu. Out of sight out of mind, som de siger. Jeg passede på hende så længe jeg kunne, så jeg følte en sten falde fra mit hjerte (jeg ikke var klar over lå der), da jeg hørte hende fortælle at alt var godt, og at hun var glad.
Nogle af de bedste portrætter jeg overhovedet har taget, har jeg taget af Frejs. Det er nogle fantastisk dejlige billeder, og de er grunden til, at jeg ved at jeg kan indramme folks sjæl med mine billeder. For Frejs er yndig - men det er hende du ser på billederne. Det ved jeg fra hendes mor.
Freja er noget særligt. Det samme er mor og søster. Lone, Freja og Cille er nogle af de sejeste tøser jeg har mødt.
